Så højt var tempoet at jeg må indrøme at lige nu er de følgende navne ikke helt holder – men det må jeg lige checke senere. Vi var blevet bedt om at have vand og sandviches med. De blev fundet frem ved næste stop (Langley Heights er vi blevet enige om det vidst hedder) og inden vi havde nået at pakke dem i tasken var Robert for længst forsvundet…ruten vi gik på var bare smuk
- den førte os igennem noget der ligner regnskov og førte os ud til vandet hvor vi stoppede op ved fyrtårnet. Med den smukkeste udsigt til dessert blev frokosten indtaget. Langt ude i disen kunne vi ane Vancouver Island og så kunne du ellers kigge ind mod Vancouver og bugter, småbyer og øer der bare tager luften ud af en. Eller også var det på grund af det hurtige tempo som Robert havde haft os oppe i.
Næste stop var ? Supension Bridge (ikke Capilano som er den mest kendte) hvor Robert plantede sig på en bænk og sagde – så kan I selv gå lidt….Her gik vi ned til heftigt flodløb som løber under hængebroen, som var ved at blive istandsat. Det gav os 20 minutter til at nyde det rislende vand inden broen blev lukket op og vi begav os ud på gyngende grund. Selv Frederik der ikke er vild med højder udfordrede sig selv og gik med – også selv om det unægtelig er en smule spændende at stå midt ude på broen for at kigge ned på vandet der fosser forbi langt under en.
Robert inviterede os på aftensmad på kinesisk vegetar-restuarant, men da vi var på vej i bilen og han så bilkøerne var ved at blive lange, så beordrede han en omvej til Rice Lake – hvor vi ligeså godt kunne gå i en times tid istedet for at sidde i kø. Her var han ikke enig i hvordan stierne gik – han var overbevist om at nogen havde flyttet på dem, så det gjorde ikke turen mindre interessant når man så kommer til at fare vild flere gange fordi han nu lige mener vi kunne tage en genvej her og der…
Til gengæld blev appetitten da ikke mindre når vi var tilbage i bilen, hvor Robert dagen igennem har fungeret som GPS. Ta til venstre her….skift bane – den her går ikke hurtig nok – nej ikke den vej – her står det jo helt stille – til venstre – nej jeg sagde højre….Dagen er nu rundet af med en dejlig middag med masser af vegetar-retter.
Og vi er godt brugte returneret til hjemadressen inden en ny tur venter imorgen.
Min farbror blir 87 i denne måned, men det betyder ikke at han kan gøre en noget yngre familie godt forpustet af det tempo han præsterer!
Han undlod ikke at bemærke at vi var 15 minutter forsinkede da vi hentede ham her til morgen – og så dagens program igang for alvor….Første stop var Fraiser University som han var med til at bygge i 60érne. Jeg tror det hører til en af traditionerne for dem der besøger Helms-familien herovre, at vi lige skal forbi universitetet – jeg husker ihvertfald at vi var forbi da jeg sidst var her i 80érne med mine forældre.Der blev også lige tid til et stop i Burnaby Park, som ligger tæt ved hvor vi kunne nå at nyde udsigten og de japanske totempæle inden Robert skyndte på os for at vi ikke faldt helt i svime over alt det flotte – vi havde jo mere vi skulle nå.
